Innovationspartnerskaber

Home » Innovationspartnerskaber

Udbudsloven indfører en ny procedure, hvor udvikling af en løsning med efterfølgende anskaffelse af den udviklede løsning er tænkt sammen i ét samlet udbud. Procedureformen hedder innovationspartnerskab og formålet er at give ordregiver bedre mulighed for at købe innovative varer og tjenesteydelser og højne kvaliteten af offentlige ydelser.

Markedsmodningsfonden tester i samarbejde med en række kommuner og Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen den nye udbudsform “Innovationspartnerskaber” med fokus på omsorg/velfærd.

Innovationspartnerskabet består af tre overordnede faser: Udbuddet inkl. forberedelse af udbudsmateriale herunder markedsdialog, innovationsforløbet og et eventuelt efterfølgende indkøb af den udviklede løsning.

Selve udbudsmaterialet skal udarbejdes og det sker blandt andet ved at lave en udvidet markedsdialog. Dette understøtter ikke blot udbudsmaterialet og den endelige efterspørgsel, men er også med til at sikre øget viden blandt virksomheder omkring problemstillingen.

Formålet med den udvidede markedsdialog er, at:

  • afsøge hvilket løsningsrum der er tilgængeligt i markedet i samarbejde med potentielle leverandører og udvalgte eksperter.
  • idéudvikle på tværs af offentlige og private aktører omkring udfordringens delelementer samt mulige løsninger – og derved øge innovationshøjden for, hvad der efterspørges i innovationspartnerskabet.
  • motivere til konsortiedannelse blandt leverandører og dermed skabe større muligheder for tværfaglige løsninger.

Udbuddet forløber ligesom et udbud med forhandling, hvor der først offentliggøres en udbudsbekendtgørelse og foretages en prækvalifikation af egnede tilbudsgivere. Dernæst gennemføres et forhandlingsforløb med de prækvalificerede tilbudsgivere. Efter forhandlingsforløbet udarbejdes det endelige udbudsmateriale, som de prækvalificerede tilbudsgivere skal afgive deres endelige tilbud på baggrund af. Udbuddet slutter med indgåelse af en eller flere parallelle aftaler om et innovationspartnerskab.

Innovationsforløbet dækker perioden efter indgåelse af en eller flere partnerskabskontrakter, hvor de pågældende partnere udvikler nye løsninger i samarbejde med kommunerne.

Når innovationsforløbet er afsluttet følger kommunernes eventuelle køb af de udviklede løsninger. De nærmere krav og betingelser for dette køb fremgår af kontrakten med den pågældende virksomhed(erne).

Links: Få mere at vide om innovationspartnerskabet hos Markedsmodningsfonden

Bedre Udbud Logo

Bedre Udbud tester og sammenligner produkter for at hjælpe dig med at træffe det bedste valg.